Det er bevist, at fysisk aktivitet minimerer risikoen for at få cancer

Man kan roligt sige, at det er alment accepteret, at der er en stærk sammenhæng mellem krop -hoved og sjæl og den er vigtig i forbindelse med stress og sygdom. 

Forskning viser ret klart, at noget af det vigtigste for alle tre dele, er at passe godt på kroppen. Forskere prøver nu at fastslå mere præcist, hvorledes træning/fysisk aktivitet kan påvirke risici forbundet med cancer – før, under og efter en diagnose. 

Tidlig første menstruation, sen overgangsalder, tæthed i brystvæv, alder ved første fødsel, familiens sygdomshistorik. Der er mange risikofaktorer for brystkræft, som er HELT ude af vores hænder. Det føles som om, der ikke er meget kvinder selv kan gøre for at undgå at få en brystkræftdiagnose. 

Men det er ikke helt tilfældet. ”Der er ting vi kan gøre hver dag, for at reducere risikoen for at få brystkræft, for at forbedre chancen for ikke at dø af brystkræft og mindske risikoen for at den kommer igen,” siger Colleen Doyle, MS, RD, Director of Nutrition and Physical Activity ved American Cancer Society.

Det har, ganske ironisk, vist sig, at en af de bedste ting kvinder kan gøre, for at passe på deres helbred, går stik imod mange års visdom og rådgivning. I mange år har onkologer, kirurger og andet sundhedspersonale fortalt kvinder, at efter kræftbehandling skulle de tage det med ro, slappe af og hvile sig og blot have fokus på at få det bedre, måske mens de læste en god bog.

Men det viser sig, at en af de bedste måder at fokusere på at få det bedre, er at rejse sig fra sofaen og begynde at dyrke regelmæssig fysisk aktivitet

Lad os dyrke kroppen – og statistikken

Mennesker der træner er mindre tilbøjelige til at få brystkræft end de der er mindre fysisk aktive, siger Jennifer Ligibel, MD, medicinsk onkolog ved Boston’s Dana Farber Cancer Institut. Særligt kvinder, der regelmæssigt er fysisk aktive, er 25-30 % mindre tilbøjelige til at få diagnosen brystkræft, ifølge Ligibel.

Et studie foretaget ved det tyske kræftforskningscenter (Deutsches Krebsforschungszentrum) i Heidelberg, ledet af Dr. Karen Steindorf og Dr. Jenny Chang-Claude, påviste, at der er nogle ting, kvinder kan gøre for at påvirke deres risiko for brystkræft. 

Mere specifikt viste undersøgelsen at 19,4 procent af invasiv brystkræft (m. spredning) efter overgangsalder bliver udløst af østrogenhormonterapi og 12,4 procent af manglende fysisk aktivitet. Tilsammen kan disse to faktorer forklare næsten en tredjedel af brystkræfttilfældene, forklarer forskerne. ”Det betyder, at to faktorer som enhver kvinde selv kan påvirke, er skyldige i omtrent det samme antal brystkræfttilfælde efter overgangsalder, som de ikke påvirkelige faktorer, ” bemærker Steindorf.

Et andet studie, offentliggjort i 2007 af Dr. Leslie Bernstein fra University of Southern California, påviste, at kvinder der trænede intensivt 5 timer om ugen, mindskede deres risiko for invasiv brystkræft, særligt østrogen receptor-negativ invasiv brystkræft, i sammenligning med kvinder, som var mindre aktive. 

Udfordringen ved disse studier (og de fleste andre, der er gennemført indtil nu) er, at de er observerende; de er ikke randomiseret, bemærker Ligibel. Det betyder, at kvinder, der allerede har det bedre – de der er i bedre sundhedsstand, spiser bedre og er mere bevidste om at tage deres medicin – måske også er dem, der indrapporterer deres resultater til forskerne. ”Vi kan ikke bevise en sammenhæng baseret på disse studier,” siger Ligibel, selv om der helt klart er en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og overlevelsesraten.

Men de indsamlede data giver mening. Faktisk, bemærker Doyle, har the American Cancer Society udgivet artikler om vigtigheden af fysisk aktivitet siden år 2000. “Nu er data efterhånden stærke nok til, at vi kan sige, at vores gode råd er ’anbefalinger’” tilføjer Doyle, og det er en vigtig udvikling. 

Selvfølgelig er træning og motion ikke nok, til at man er fuldstændig beskyttet, nævner Ligibel. ”Maratonløbere får jo også brystkræft” siger hun. Men det kan gøre en stor forskel, og det er en af de få konkrete ting, kvinder kan gøre for at forbedre deres helbred.

Motion er godt for den almene helbredstilstand, forklarer Doyle. Det forbedrer kredsløbets funktion, muskelstyrke, knogletilstand, kroppen som helhed og det kan spille en vigtig rolle for vægttab, som har sine egne fordele. Regelmæssig fysisk aktivitet kan også forbedre livskvalitet, ved at sænke stressniveauet, angst og depression samt forbedre ens selvopfattelse, tilføjer Doyle. ”Det virker selvmodsigende” siger Doyle, ”men motion kan også modvirke træthed.”

”Regelmæssig fysisk aktivitet er godt for alle,” siger Ligibel. ”Men der er mange påvisninger af, at motion er særlig godt for kræft-overlevere, særligt Bryst-, tarm- og prostatakræft.”

Hvornår skal man begynde og hvad skal man gøre

“I dag er det bedste tidspunkt at begynde at træne. Der er ikke et tidspunkt, hvor træning ikke vil kunne modvirke at brystkræft opstår eller kommer igen,” siger Ligibel. Træning inden behandlingen begynder, mens den foregår og efter den er færdig vil alt sammen modvirke, at kræften kommer igen.

Meget generelt kan man sige, at moderat motion er ca. 2,5 km på en time, forklarer Ligibel, men den præcise definition varierer fra studie til studie. ”Men det drejer sig ikke om at løbe maratonløb”, tilføjer hun. ”Disse kvinder bruger tre timer om ugen på gå ture i moderat tempo.” Det er opmuntrende, træning kan forbedre og forlænge dit liv, men det behøver ikke at styre dit liv.

Moderat fysisk aktivitet defineres af the American Cancer Society, som noget du kan udføre mens du taler, men ikke syngende. De forslår en række sportsgrene og daglige aktiviteter f. eks: 

• is- og rulleskøjteløb 
• ridning 
• yoga 
• alpint skiløb  
• golf 
• volleyball 
• baseball 
• badminton 
• frisk gang  
• slå græsset  
• klippe og trimme hæk
• almindeligt husarbejde 

Selvfølgelig er der mange flere eksempler. Både aerobic og styrke/udholdenhedstræning er vigtigt i henhold til American Cancer Society guidelines. Mange mennesker fokuserer på konditionstræning, derfor omhandler de fleste studier også først og fremmest konditionstræning.

Udholdenhedstræning kan være meget virkningsfuldt i forhold til knoglesundhed og knogletæthed, muskelstyrke og fleksibilitet. Studier viser, at vægttræning kan nedbringe forekomsten af lymfødem og hvor meget det udvikler sig, bemærker Doyle. American Cancer Societys påviser i Nutrition and Physical Activity Guidelines for Cancer Survivors (2012), at moderat udholdenhedstræning under og efter behandling kan medvirke til at bevare muskelmasse og forebygge øgning af kropsfedt. 

“Før i tiden fik kvinder at vide, at de skulle undgå at træne overkroppen, for ikke at få – eller forværre - lymfødem.” siger Doyle. Men det er ikke tilfældet. ”Kvinder skal ikke være bange for vægttræning.” Faktisk har flere studier vist, at denne slags træning ikke blot er i orden, men ligefrem kan forebygge og/eller reducere lymfødem. American Cancer Society anbefaler at man styrke/udholdenhedstræner i samarbejde med en uddannet fysioterapeut, langsomt bygger sin træning op og benytter passende kompressionsbeklædning. 

“Det er interessant,” fortæller Ligibel, ” hård motion ikke er skadeligt, men du får faktisk mere valuta for pengene med vedholdende, moderat fysisk aktivitet.” Det gør sjældent ondt at træne mere, men det er mere virkningsfuldt at træne regelmæssigt og moderat – f.eks ved at tage en rask gåtur hver dag – fremfor at løbe en maraton og så holde en måned fri fra træningen for at komme sig.

Hold idealvægten 

Overvægt er en anden ting, der skal tages alvorligt. Ifølge American Cancer Society er der en tydelig forbindelse mellem overvægt og en øget risiko for mange typer kræft, også brystkræft – inklusiv brystkræft hos kvinder efter overgangsalder.

Det er godt at vende tilbage til sin optimale vægt, men American Cancer Society siger, at det bedste er at undgå at tage på, mens man er i behandling. Et bevidst vægttab efter endt behandling vil som regel være forbundet med sundhedsmæssige fordele, også hvis du ikke klarer at nå din idealvægt, bemærker organisationen i sine guidelines. Et tab af bare 5 % eller 10% af din vægt, kan spille en stor rolle for at undgå tilbagefald.

I sundhedsvæsnet arbejder man med body mass index (BMI) som bruger en persons højde til at bestemme idealvægten. Hvis du vil finde din egen idealvægt, kan du f. eks bruge denne BMI beregner på Netdoktor

En tur i laboratoriet: Hvordan virker det 

Forskerne har slået fast, at motion og træning kan forebygge kræft. Nu er det nærliggende at spørge, hvordan virker det?

En forsker, Lee Jones, Ph.D., Associate Professor ved Duke University Medical Center i Durham, NC, bemærker at de fleste studier – både dem vi har talt om i denne artikel og mange andre – er observerende af en enkelt grund: Det er svært at foretage kontrollerede forsøg med mennesker. Vi er ret svære at styre og kontrollere.

Jones har tre forskningsaftaler: Associate Professor of Radiation Oncology, Associate Professor of Pathology, og Associate Professor in Psychiatry and Behavioral Sciences. Han foretager studier på mus, for at undersøge forholdet mellem motion og tumorstørrelse. Resultaterne er kun foreløbige, men det ser ud til, at tumorer vokser 30 % langsommere i hun-mus der bliver holdt i god form i forhold til dem der er inaktive. Deres aktiviteter havde fokus på kredsløb og kondition, ikke opbygning af styrke.  

Jones påviser også, at når hun-mus motionerer, mens de er i behandling - særligt under kemoterapi - er behandlingen mere effektiv. ”Når mus motionerer forbedres aflevering af kemoterapi til tumoren,” forklarer Jones. Heldigvis påvirker det ikke spredning af kemo’en til sundt væv. På en eller anden måde ved kemikalierne præcis hvor de skal hen.

“Min personlige vinkel på disse begrænsede data er,” siger Jones, “hvis en kvinde får en kræftdiagnose, bør hun begynde at motionere så hurtigt som muligt. Inden operation, under behandlingen, hele tiden. Vi ved, hvor skadeligt det er intet at foretage sig. Motion så hurtigt som overhovedet muligt, er vejen frem.

Der er svagheder ved alle forskningsmetoder. Problemet med studier af mus, siger Ligibel, er, at mus og mennesker er forskellige. Mennesker er mere komplekse, forklarer hun, vi bestemmer for eksempel selv hvad og hvornår vi spiser – i modsætning til mus i bur. Derfor er det svært, at drage direkte paralleller fra studier af mus til menneskelig adfærd. 

Forskerne har forsøgt at finde ud af, hvad der giver disse forbedrede resultater hos mennesker. ”Når vi begynder at træne,” forklarer Ligibel, ”ændrer hormonniveauet, der er forbundet med brystkræft, sig i positiv retning.” Mere præcist sænkes insulin og østrogen niveauet, mens niveauet for andre hormoner, som gerne må være høje, stiger.

Ligibel og kollegerne ved Dana Farber Cancer Institute har kastet lidt lys på dette fænomen. Forskerne målte insulin og blodsukker niveauer på 101 kvinder, samt deres vægt, kropsbygning, talje- og hoftemål.

Halvdelen af kvinderne gennemførte et 16 ugers program med kardiovaskulær træning og styrketræning, mens den anden halvdel var overladt til sig selv. Ved eksperimentets afslutning havde kvinderne, der motionerede, sænket deres insulinniveau til et niveau, der nærmede sig statistisk signifikans. Desuden havde kvinderne i den aktive gruppe reduceret deres hoftemål.

Træning med forbehold

Selv om træning er vigtigt for at mindske kræftrisikoen, bør du ikke fare afsted og kaste dig ud i en halv-maraton. Sørg for at tage alle de hensyn og forbehold som er påkrævet i forhold til dit personlige forløb og helbred.

“En person, der slet ikke er aktiv, bør nok starte med 10 minutters fysisk aktivitet et par gange om ugen,” siger Ligibel. ”Det er vigtigt at sætte sig realistiske, opnåelige mål og at arbejde hårdt for at nå dem.” 

Doyle anbefaler, at man husker at tage i betragtning, hvordan ens aktivitetsniveau var før kræftdiagnosen samt hvilken type kræft og behandling, der er tale om. Hun anbefaler, at man udskyder aktiviteterne, hvis man er anæmisk og venter til at jerntallet er steget. Under strålebehandling bør man undgå klor, da det kan forværre hud, der allerede er sart. Hvis man har et kateter eller en IV port, bør man undlade træning af den del af kroppen (f. eks overkroppen). Oplever du stor træthed, skal du desuden passe på med at presse dig selv. 

Som patient skal man passe på med, hvor man træner. En, der er i kemoterapi og har lavt niveau af hvide blodceller, bør undgå offentlige træningscentre og offentlige swimming pools. Har man fået knoglemarvstransplantation bør man formodentlig holde sig fra offentlige områder i et års tid, forklarer Doyle.

Desuden bør ældre mennesker med knoglesygdomme eller særlige lidelser som f. eks gigt eller neuropati (føleforstyrrelser) have fokus på balance, for at undgå at falde. American Cancer Society anbefaler denne gruppe mennesker at motionere siddende på stationære maskiner, som f. eks en motionscykel, fremfor at benytte løbebånd eller stepmaskiner.  

I den sidste ende kan det koges ned til følgende: Hvis du er under behandling, så gør, hvad du kan nu og forsøg at gøre mere, når du kan gøre mere. Bliv ved med at holde dig i bevægelse. Som Doyle forklarer, målet er at undgå inaktivitet. ”Motion har positiv effekt under behandling og efterfølgende. Betragt det som en investering i kvindens helbred, som forhåbentlig vil vise sig at mindske hendes risiko for at dø af brystkræft.”