En aftale med betydning for resten af livet

Behageligt tøj, først og fremmest- klart. Let at komme ind og ud af? Selvfølgelig. Noget udringet? NIX!

En date er en aftale. Men det er ikke alle aftaler, man tænker på som "en date".
Dette er historien om en anden type aftaler, der også har stor betydning i vores liv, men som ikke nødvendigvis giver de samme gode tanker og sommerfugle i maven på den gode måde!

Der går sjældent en dag uden at jeg tænker på min første "date" - eller hvad der vil ske på den næste. Men denne type aftaler (for det er jo dét, det er) er ikke som andre.
Som en lille pige ønsker jeg "og de levede lykkeligt til deres dages ende" slutningen. Det er den rigtige slutning på alle historier, uanset hvor hårdt det har været undervejs. Det vil jeg have, det er det endelige mål og som de siger i filmen "The Best Marigold Hotel": Alt vil være OK til sidst. Så hvis det ikke er OK, er det ikke slutningen.  ("Everything will be alright in the end, so if it is not alright, it is not the end").

I dag er det tid for min årlige kontrol. Den anden faktisk - sidste år, hvor det var den første, fyldte det meget. Minderne kom til mig om den første omgang konsultationer, mammografi og opfølgende aftaler. Jeg mindedes hvor forfærdelig ventetiden var. Hvordan jeg blev sendt i selvsving (og næsten mistede mig selv). Jeg forsikrer mig selv om, at denne gang vil alt være OK.
Jeg vil ikke nægte, at jeg gennem året har taget mig selv i at tænke på hvad-nu-hvis'erne. "Har jeg gjort nok?" spørgsmålene og "Hvad skal jeg mere gøre?" tankerne og så videre og så videre. Egentlig ikke så underligt, at sidste års 5 UGERS venten før testresultaterne endelig kom tilbage med "alt OK", fik mig til at bryde helt sammen. Glædestårer og lettelse som jeg aldrig har følt det før ramte mig som en tsunami. Jeg ønskede at løbe så hurtigt jeg kunne - jeg ved ikke hvorhen, det var underordnet. Jeg ville hoppe og skrige, kramme alle der kom i nærheden. Det var en god dag, men ventetiden var forfærdelig.
Jeg løb en risiko ved at tage den uortodokse beslutning, kun at blive opereret, uden yderligere behandlinger eller medicin. Det var en risiko - det ved jeg. Men man må gøre hvad der føles rigtigt, og det føltes rigtigt for mig. Lægerne kan rådgive og vejlede mig, men det er ikke dem, der skal gennemleve det.
I år har jeg med vilje beskæftiget mig med meget andet i tiden frem til i dag. Men da jeg skal gå den korte vej fra mit hus til hospitalet, kan jeg ikke lade være med at tænke på det første år - den pludselige, forhastede nye aftale og tilsyneladende endeløse ture frem og tilbage. Ikke at vide, hvad man kunne forvente, bekymringerne for alting og følelsen af at være ansvarlig for at pålægge de mennesker jeg elsker den sorg og bekymring. Jeg ønskede at tiden stod stille, jeg ville ikke være med mere. Det er kun et hurtigt flash back, men bølgen af følelser er bare alt for velkendt.

Nu, hvor jeg sidder og venter på, at det skal blive min tur, tager jeg mig tid til at læse lidt i en bog - for at få tiden til at gå og for at få nogle andre tanker i hovedet. Men lige foran mig kan jeg se hvad, der venter og straks er tankerne der: Så er det nu. Dette er stedet, der kan ændre alting og bekræfte om de knuder og buler, jeg finder hver gang jeg ser efter, er arvæv eller ... noget andet. Det er her jeg vil finde ud af det!
Scanningen er nok det værste. Inden operationen var smerterne slemme, men når man også har arvæv er det næsten ulideligt. Heldigvis fik de, hvad de ville have i første omgang. Så to skanninger af begge sider er hvad jeg har brug for.
Nu venter jeg igen. Nu på en fysisk undersøgelse. Der er ikke meget godt ved denne metode, men det er kun én gang om året nu. Det er ikke så slemt endda og da jeg finder ud af, at jeg i år kan få resultatet af mine scanninger med det samme, bliver jeg glad. Alt OK!
Denne gang behøver jeg ikke hoppe omkring af glæde, men det er en enorm lettelse.
Nu kan jeg så begynde at forberede mig på den næste aftale, mens jeg fortsætter mit nye liv - justeret og forbedret med en sundere livsstil - alt imens jeg håber og tror på, at jeg gør mit bedste, mentalt, fysisk, åndeligt og følelsesmæssigt, for at hjælpe mig selv. Og forhåbentlig også andre, ved at jeg deler mine oplevelser og erfaringer.

Oprindeligt skrevet på engelsk af: Miranda, diagnosticeret 2013