Uden for min komfortzone

Hvorfor ønske at lave et tandem-faldskærmsudspring, når man har højdeskræk?

Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv adskillige gange de sidste 6 uger. Først, da jeg undersøgte mulighederne for at tilmelde mig et spring og efterfølgende, da det gik op for mig, hvad jeg var ved at gøre!

Svaret er faktisk helt enkelt. Jeg ville ikke overveje at gøre dette for hvem som helst. Det ligger helt fast! Den eneste grund til at gøre det, er for at indsamle en masse penge til den organisation, der hjalp mig mest, gennem tiden med brystkræft. For at være helt ærlig, summen af penge ville aldrig kunne gøre det i sig selv. Men at gøre dette, som skubber mig langt ud af min komfortzone, er det bedste bevis for hvor stor min taknemmelighed er. Forhåbentlig vil det medvirke til at skaffe en masse penge, så organisationen (Wessex Cancer Trust) kan fortsætte med at hjælpe andre, som mig, i deres kamp for at få styr på livet under og efter cancer behandling.

Klamme håndflader!

Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig hvordan det ville foregå, da jeg tilmeldte mig. Hvordan skulle jeg kunne det? I tiden op til begivenheden forsøgte jeg ihærdigt at undlade at tænke på det overhovedet. Hver gang jeg kom til det, fik jeg svedige hænder. Som tiden gik, og jeg fortalte flere mennesker om hvad der skulle ske, spurgte de mig uundgåeligt "Hvorfor!?" (I lyset af min højdeskræk, eller rettere: Min frygt for fald fra stor højde!) Det eneste jeg vidste var, at det arbejde organisationen lavede var af allerhøjeste vigtighed for mig, og det ville være mindst lige så værdifuldt for andre. Derfor ønskede jeg at bidrage til at de kunne fortsætte arbejdet. Kirurgerne reddede ganske vist mit liv, men Wessex Cancer Trust havde gjort mit liv værd at leve, og jeg ønskede at leve det - fuldt ud.

Meget overraskende sov jeg faktisk rigtig godt, natten før mit spring. Måske fordi selve tanken om at springe ud af en flyvemaskine var mere end min hjerne kunne rumme, og måske også fordi vejrudsigten for den næste dag ikke var god. Slet ikke.

Det regnede voldsomt hele morgenen, der var ingen tegn på opklaring, så da de andre begyndte at flytte på deres springtider, besluttede jeg også at gøre det. I ly af en hyggelig lokal pub spiste mine venner og jeg en god frokost mens vi betragtede regnen. Pludselig skiltes skyerne og afslørede den smukkeste blå efterårshimmel. Forholdene var pludselig 100% perfekte. Jeg besluttede mig for at tage tilbage til flyvepladsen, for at se om mit spring kunne klemmes ind. Jeg var for sent på den, eller sådan så det ud. De planlagte spring, der var blevet udsat, blev nu gennemført med 2 timers forsinkelse og "min tid" var smuttet. Mine venner og jeg fik lov at vente, for at se om der skulle blive tid til at klemme mig ind. En time senere, da jeg egentlig havde affundet mig med tanken om, at mit spring var aflyst, blev jeg råbt op og jeg vare den næste! Virkeligheden indhentede mig. Jeg fik kvalme og fortrød at jeg havde spist frokost, men nu var der ingen vej udenom.

Mave i oprør!

Min faldsskærmsven, Jay var perfekt. Stille og roligt talte han mig gennem alt hvad, der ville ske og fik mig til at tage det helt roligt. Han præsenterede mig for den dame, der skulle filme mit spring - Olga, som lige trak mig til side for at få et "før-interview" Nu var min mave virkelig begyndt at gøre oprør, og mens hun interviewede mig, måtte jeg erkende, at nerverne var ved at tage magten over mig. Jeg begyndte at fjumre med mit udstyr, og uden at vide det havde jeg åbnet et af spænderne! Gudskelov havde jeg kun rodet med en overskydende længde af en strop, der var blevet pakket omhyggeligt sammen for ikke at flappe forstyrrende rundt.

Da jeg vendte mig for at gå ud til flyvemaskinen, råbte mine venner: "Miranda! har du set beskeden bag på din dragt!?" Det havde jeg ikke og spurgte hvad der stod. De svarede "Det vil du ikke vide!" Nu måtte jeg selvfølgelig vide hvad der stod.

Fare! Faldskærmssystemer virker ikke altid korrekt, selv om de bliver korrekt fremstillet, samlet, pakket og betjent...

Fem tandemspringer i en flyvemaskine, nogle med kamerahold, gav en "tæt" oplevelse af opstigningen til 10.000 fod. Ud ad vinduet var jorden pludselig meget langt borte og virkede meget unaturligt. Set i bakspejlet, tror jeg egentlig slet ikke jeg forstod, hvad der skulle til at ske. Det var som om det skete for en anden, og jeg blot så til fra sidelinjen.

Frit fald!

Døren blev åbnet, de første tandemspringere sprang, så de næste. På få sekunder blev det min tur. Vi skubbede os hen ad gulvet i maskinen... 1... 2... 3... og vi var ude, i frit fald - selv om det ikke føltes som at falde. Mere som at lande i bløde puder med vinden blæsende i ansigtet. Jeg holdt øjnene åbne, jeg ville ikke gå glip af et eneste øjeblik, jeg ville huske denne oplevelse HELT og føle mig mere levende end nogensinde før.

Det var langt ud over hvad jeg havde kunne forestille mig. Jeg følte mig fri, i live og frigjort. 30 sekunder efter åbnede skærmen sig. Det føltes ikke som om vi faldt - tværtimod. Jeg følte, jeg blev båret - eller var spændt fast i en kæmpe gynge. At se horisonten rundt, uden nogen lyde omkring sig, gav en følelse af ro og næsten højtidelighed, fuldstændig det modsatte af, hvad jeg havde forestillet mig.

Fem minutter efter landede vi på flyvepladsen igen. Mit spring var overstået. Det var helt sikkert en fantastisk oplevelse og faktisk ville jeg gerne gøre det igen - måske fra 15.000 fod næste gang.

Min cancer diagnose har ændret mit syn på livet og min livsstil betragteligt. For et år siden var min komfortzone ikke langt fra mit hus. Nu har jeg set en stor frygt i øjnene, for at vise hvor langt jeg er kommet. Men især for at vise min taknemmelighed over den utrolige støtte Wessex Cancer Trust gav mig i alle de svære stunder.